Forfatteren Jonas Wilmann

Eller er det fordi vi har så dårlig Hukommelse? Kan vi ikke huske længere tilbage end ugens scoop?

De forgangne års skrækhistorier i regeringen er vel alle glemt nu - de preller så fint af på den her “der-er-ikke-noget-at-komme-efter” statsmandsfront, som er så nem at stille op med, når man først sidder ved roret. I oppositionen står man svagere, det er op ad bakke, og som bekendt er det nemmere at sparke nedad end op.

Jeg personligt har nu ikke glemt noget - ikke en eneste ting - og det er det, jeg bærer med mig ind i stemmeboksen næste år.

Jeg har ikke glemt den inkompetente håndtering af klimatopmødet eller frameldelsen til det store ambassadørmøde med en tvivlsom barn-syg-undskyldning. Jeg har ikke glemt sager om overbetaling til privathospitaler der lugter langt væk af skjult højredrejet dagsorden, bilagssager om sprut og smøger på skatteydernes regning, lækager i forsvarsministeriet, belejligt forsvundne eller makulerede dokumenter i beskæftigelsesministeriet og senest muldvarpen i regeringens koordinationsudvalg der ville give statsministeren medansvar for Lene Espersens aflysning af et vigtigt møde … Alt sammen løse ender, ting der preller af på regeringens front, og som vi mangler svar på.

Så mit råd til den enkelte vælger er at øve sig på en eller anden form for memoteknik - så man kan sætte det op på en vægtskål, og det ikke udelukkende bliver ugens forsidehistorie der bestemmer, om man farer til højre eller venstre.

Som indehaver af et mindre firma fik jeg tildelt den tvivlsomme ære at bruge 10 minutter på at udfylde Økonomi- og Erhvervsministeriets spørgeskema om barrierer for vækst i små og mellemstore virksomheder. Til dem der ikke har haft mulighed for at se sådan et skema, vil jeg her komme med et par uddrag.

Grundlæggende var det en masse kringlede omformuleringer af samme spørgsmål: I hvor høj grad føler du, at kontakten med det det offentlige hæmmer dine muligheder for vækst?

Lad mig med det samme sige; det føler jeg ikke. Mine tanker er, at vi hænger på en inkompetent regering der har sanktioneret en uansvarlig forbrugsfest for lånte penge, og nu lider købekraften under det – det er den største kæp i hjulet for en mindre virksomhed som min.

Da jeg nåede til et spørgsmål, hvor jeg på en skala fra 1-7 skulle karaktergive hvilken kontaktform til det offentlige, jeg helst foretrak (telefonisk, elektronisk, personligt fremmøde etc.) blev det mig for meget, og det foranledigede mig til at skrive en lille hilsen til ministeriet i kommentarfeltet: ”Hvor mange skattekroner er der blevet brugt på at udarbejde disse halvhjernede spørgsmål?”

For seriøst; det hele handler jo faktisk bare om flere midler, rede penge, flere ressourcer, klejner, flere sedler mellem fingrene – det er faktisk ikke halvt så indviklet, som de vil gøre det til.

Regeringen kunne jo starte med at spare på udvalgene, spørgeskemaerne og den endeløse papirstrøm der skal sikre minutiøs kontrol af alle led i det offentlige (og NEJ, Brian Mikkelsen, jeg mener IKKE et afbureaukratiseringsudvalg med tilhørende blanketter); urealistiske målsætninger som virker på papiret, men ikke i praksis, når en genindførsel af selvstyret og tilliden til den enkelte ville være det eneste der virkelig kunne afhjælpe den manglende effektivitet i det offentlige – som regeringen er så opsat på at revse.

Pengene skal nok være der et sted, de er bare druknet i VKO’s kontrolbureaukratiske helvede.

Jeg blogger kun sjældent efterhånden, men når jeg snubler over en udtalelse fra Bertel Haarder på TV, så kan jeg simpelthen ikke nære mig.

I aftenens nyheder udtalte han sig om situationen i Faaborg og den negative udvikling der sker i udkantsområderne; posthuse, nærpolitistationer og små hospitalsafdelinger lukker i flæng, og i trit med det klapper den øvrige handel selvfølgelig sammen og efterlader engang driftige byer som mennesketomme udørker.

Bertel Haarders mest intelligente kommentar til denne mildt sagt bekymrende udvikling var noget i stil med: “Det er også op til folk selv at sørge for at der sker noget. Der er masser af puljer man kan søge.”

Jeg bor selv i et område, hvor posthuset er lukket og flere og flere hospitalstjenester henvises til de større sygehuse. Hvad er det lige præcis, jeg som skatteydende borger selv skal gøre? Skal jeg søge en pulje og starte mit eget hospital eller postvæsen?!

Bertel Haarder, dit gustne, gamle mosefund, du får mig til at skamme mig over at være menneske. Og endnu mere får du mig til at glæde mig som et lille barn til næste folketingsvalg.

Han ringede straks til trykkeriet og prøvede at afbestille de 50.000 T-shirts med slogan, han havde bestilt, men det var for sent. De var allerede afsendt og ville blive leveret indenfor 1-3 dage.

Han havde i et pludseligt og rædselsvækkende klarsyn opdaget, at naturlig udvælgelse, på trods af al sin smukke, simplistiske brutalitet, havde sine mangler. Det slog ham en dag, da han sad og betragtede et yderst brutalt eksemplar af den frygtede Tyrannosaurus Rex; den var større og stærkere end alle de andre og åd sig på imponerende vis ned gennem fødekæden. Og når der ikke var andet tilbage at æde, så åd den en anden T-Rex, der var halt, nærsynet, eller en lille smule mindre end den selv … Det eneste problem var bare, at den var dum som snot, og hvis der ikke var nogen der stoppede den, ville jorden indenfor få millioner år være befolket af idioter.

Livet prøvede i millioner af år at råbe de jordiske væsner op, men de ville ikke høre efter, de lod til at hænge fuldstændig fast i tanken om “kun den stærkeste overlever” - som i virkeligheden bare var en lille svipser, som Livet havde slået ud af hovedet fem minutter efter, at ideen var undfanget. Dinosaurerne fik børn, og de fik børn, og inden længe stod diktatorer på podier og brølede ting som “Arbeit macht frei” af deres lungers fulde kraft.

Livet kunne se, at hans lille “svipser” havde fået katastrofale følger. Jorden var efterhånden blevet et ømtåleligt emne, når han var til møde med de andre skabende kræfter, og han vidste, at de grinede af ham bag hans ryg.

I et desperat forsøg på at ryste menneskeheden sammen, udløste Livet den ene naturkatastrofe efter den anden, men lige lidt hjalp det. Menneskene - der nedstammede fra de stupide og brutale T-Rex og ikke fra de intelligente, nuttede aber, som de selv gik og påstod - fandt altid en måde at vende enhver tænkelig type elendighed til egen vinding.

Det skulle vise sig, at menneskenes dumhed var langt større end selv livets enorme visdom, og deri lå problemet faktisk; de talte simpelthen ikke det samme sprog. Efter millioner og millioner af år med forgæves forsøg, skulle Livet lige til at kaste håndklædet i ringen … men der var et eller andet der stoppede ham og fik ham til at kaste sig ud i et sidste desperat forsøg …

(Dette er en eventuel prolog til en ny bog, jeg arbejder på. Synes dog at den fint kan læses ude af sammenhængen, så valgte at poste den her …) 

Det hænder af og til, at nogle af de folkevalgte inde på borgen ufrivilligt kommer til at afsløre, hvad der i virkeligheden foregår inde i deres syge politikerhjerner.

Et godt eksempel var et indslag, jeg så i fjernsynet sidste uge, hvor undervisningsminister Bertel Haarder udtalte sig om forhøjet betaling for klubpladser i visse kommuner. Intervieweren spurgte, om det var i orden, at klubpladserne visse steder steg så markant, at forældrene måtte melde børnene ud. Hertil var Haarders argument, at det kun steg eksplosivt i visse kommuner og fik sagt to gange: ”Det er gennemsnittet, vi skal kigge på.”

Det synes jeg er en meget interessant måde at anskue tingene på. Hvis man overfører Haarders gennemsnitstankegang til andre lag af indenrigspolitikken, kunne man jo let forestille sig et Danmark, hvor den ene halvdel levede på sultegrænsen og den anden i overflod … For det er jo åbenbart kun gennemsnittet vi skal kigge på.      

Henning gik egentlig og havde en udmærket dag. Han havde fået gjort sine indkøb, vasket sin bil og havde tilmed strøget et par skjorter. Han følte sig i det store hele ret organiseret.

   Det ændrede sig dog brat, da han hørte den lyd …

Han stoppede op midt i en bevægelse, og lyden forsvandt igen med det samme. Han skulle lige til at slå det hen, men da han tog endnu et skridt, var den der igen. Kunne det være ham selv, der lavede den …?

   Han gik fra entreen og ud i køkkenet – og ruten tilbage igen – kun for at konstatere, at lyden fulgte efter ham. Jo, det gjorde den rent faktisk.

   ”Det var da underligt,” mumlede han og kiggede ned på sine sko. Lyden havde lidt karakter af snørebånd, der slæbte sig hen ad et gulv, men begge var bundet stramt, og der hang ikke noget ud til siderne og dinglede. Han tog et par skridt mere og begyndte at hælde til, at det mere var en slags skraben. Han kiggede under først den ene og så den anden sko, men der sad ikke nogen sten eller noget andet fast i sålen.

   ”Mærkeligt,” udbrød han højlydt, selvom han var helt alene i huset.

   Efter et par skridt mere blev han enig med sig selv om, at det nærmere var et ”knirk”. Han stod lidt og lagde vægten frem og tilbage på gulvbrædderne, men lyden udeblev. Tog et enkelt skridt frem, og søreme om den ikke var der igen. 

   Han var allerede godt træt af at bruge tid på den åndssvage lyd, så han satte sig ved køkkenbordet og tog begge sko af. Så var den skid slået.

   Da han rejste sig for at stille dem ud i gangen, opdagede han til sin skræk, at lyden stadig fulgte efter ham.

   ”Hvordan pokker?” Han kiggede ned ad sig selv. Var der noget der hang fast i hans sokker og slæbte hen ad gulvet? Han løftede fødderne og kiggede også bagpå sine bukser, men nej. Intet. Han rystede begge bukseben, men der var ikke noget som helst der raslede ud.

   Til sidst tog han bukserne og sokkerne helt af, og tog et par prøvende skridt igen. Det gav et sæt i ham, da lyden atter lød. 

   ”Nej,” udbrød han vantro og begyndte nu at flå alt tøjet af.

   I et par minutter gik han splitternøgen rundt i køkkenet og lagde sin vægt forskellige steder på gulvbrædderne. De sagde lidt, men det var slet ikke den samme lyd.

   Det kom fra ham. Det var ham selv, der lavede lyden.

   Han satte sig ned på en stol og tænkte. Det gav jo ingen mening … Hvordan kunne det være ham, der lavede lyden? Han vippede sit hoved fra side til side, for at se om der var noget der raslede rundt derinde. Nej, det lod kun til at være der, når han gik.

   Han tog et par omgange, hvor han holdt fast om sine klunker og pik, så der ikke var noget som helst der kunne svinge, men lyden blev bare ved. Det var som om, den ikke rigtigt kom nogen steder fra, den var der bare. Er jeg ved at blive sindssyg? Er det kun mig der kan høre det?

   Det slog ham pludselig, at lyden måske kom indefra ham. Måske noget inde i knoglerne. En lille bensplint, der var gået løs og lå og raslede rundt derinde. Han gik et par runder mere, lyttede nøje efter og mente måske at kunne isolere lyden til sit venstre skinneben. Det lød nærmest som om, benet var hult, og der lå nogle kuglelejer og trillede rundt derinde. Det var det, der var så underligt ved lyden; den ændrede sig hele tiden og kunne lyde som næsten alting.

   Han greb en skarpsleben Raadvad fra knivblokken og begyndte at ridse lidt i skinnebenet. Først bare små rifter, der piblede røde knappenålshoveder, så dybere, så huden begyndte at åbne sig i store sprækker. Han kunne se de det hvide fedt og noget af knoglen derinde, men umiddelbart ikke noget, der lå løst og raslede.

   Han bandede og kylede den blodige kniv ned i håndvasken. Han burde nok forbinde såret, men først skulle han finde ud af, hvor den pokkers lyd kom fra.  

   Han gik nøgen og bloddryppende igennem huset – op ad trappen og ned igen – tænkte så det knagede, og pludselig slog det ham; det kunne måske være noget i kæben der klikkede. Det havde han hørt kunne forekomme. Ellers måske noget i tanden. Jo mere han tænkte på det, desto mere forekom lyden faktisk at komme fra en af hans kindtænder.

   Han løb ud i køkkenet igen og greb papegøjetangen under håndvasken

   Det var svært at få ordentligt fat om tanden, og tangen blev ved med at smutte. ”Ud med dig, din forbandede knirketand,” spyttede han og rykkede frem og tilbage med tangen. Nervetrådene strakte sig som elastikker og sprang smertefuldt en for en. Til sidst kom tanden op med rode, og den blodige jernsmag fyldte hele hans mund. Han kastede triumferende tanden ned i den røde køkkenvask.

   Dernæst generalprøven. Han satte langsomt det ene ben foran det andet, og ligeså langsomt fulgte lyden; slæbende, knirkende, knasende. Han skreg af sine lungers fulde kraft.

   Det blev nødt til at stoppe nu! Han kunne punktere sine ører, men han havde en fornemmelse af, at det ikke ville hjælpe. Det var kun når han gik, at lyden var der. Men hvad nu hvis han slet ikke kunne gå?! Hvis han ikke kunne få lyden til at gå væk, så måtte han snyde den …!

   Han stavrede ind i stuen, frakoblede sin gamle forstærker (den var fra en svunden tid; dengang man lavede kram med en masse tung elektronik indeni, og den vejede snildt 30 kg) og slæbte den med ud i køkkenet.

   Han placerede monstrummet på køkkenbordet, satte sig på en stol og smækkede benene op på bordet, så de var helt strakte. Han tog en dyb indånding, løftede derefter den enorme forstærker ud i strakte arme og lod den falde direkte ned mod knæskallerne.

   Det gav et højt ”knæk”, og underbenene brækkede opad i en unaturlig vinkel. 

   Han skreg og væltede ned af stolen. Takkede knoglestykker stak ud alle vegne, og hans knæskaller hang ude på siden af benene i poser af løs hud. Men lyden, den var væk! Han gjorde sit bedste for at undertrykke sine smertekvalte gisp, så han kunne være helt sikker. Nej, den var der ikke mere. Han havde snydt den! Når han ikke kunne gå, kunne den ikke forfølge ham mere!

   Han følte en kæmpemæssig lettelse, skønt smerterne åd af ham.

   Med lyden væk begyndte han pludselig at tænke i mere praktiske baner; på ambulancer og hospitaler. Men i det samme … vendte lyden tilbage!!

   Han skreg, højere end han havde gjort, da benene brækkede. Den kom nærmere og nærmere; slæbende, påtrængende, overalt, til han ikke kunne høre andet …

   Pludselig fik han øje på noget ud af øjenkrogen. Det var en lille, brun mus. Den var pilet hen over gulvet og lugtede nysgerrigt til ham. Nu forstod han …! Pludselig gav hans verden mening igen.

”Rolig lille ven … Det er okay,” spruttede kødbunken, der engang var Henning. ”Der er styr på tingene nu …”

Taget i betragtning af at flyvemaskinen blev opfundet for over hundrede år siden, og at vi i dag lever i en højteknologisk tidsalder, hvor næsten alt er muligt, finder jeg det påfaldende, at vi først her i udgangen af 2009 har fået selvklæbende frimærker.

Med undtagelse af at gå på vandet, kan vi mennesker jo snart alt, men hvad er vi egentlig for nogle størrelser, når savl har været vores foretrukne klæbemiddel i adskillige hundrede år?

Jeg fik en lilla ballon af det Radikale Venstre i dag … Jeg havde nu ellers besluttet mig for at stemme på Socialdemokraterne, for de gav mig en slikkepind forleden, men nu er jeg faktisk i tvivl. Ballonen er sjov at lege med, men man kan jo ikke spise den.

Det er nok bedst lige og se tiden an. Se hvor meget slik og legetøj jeg kan score, inden jeg tager nogle endelige beslutninger. Eller bedre endnu; droppe en lille mail til de forskellige partier og høre hvor mange poser skumbananer de egentlig mener, min stemme er værd.

Hvis jeg lige var landet i mit rumskib her midt i den kommunale valgkamp, ville jeg undre mig noget. Hvad i alverden er det for et sted, hvor man “pryder” sine gader med store billeder af det ene eksemplar mere ufotogent end det andet …?

Træder jeg så tilbage i jordboens rolle, er jeg stadig lige skræmt. Der er faktisk nogle af valgplakaterne der er så hæslige, at jeg knap tør cykle forbi dem. I min kommune er der virkelig et overtal af seriøst grimme kandidater. Ja, du læste rigtigt: Grimme! Hæslige, degenererede, svulmende, rødmossede, svampede, som havde de ligget i spritlage det meste af deres liv. Måske er det et politiker-syndrom, at man bare vil have mere af det hele; mere magt, mere mad.

Jeg kan kun tale for mig selv, men min stemme går under ingen omstændigheder til en, der ligner noget fra kødskranken i Superbest.

Hvis det virkelig er deres intention, at sælge sig selv og rykke stemmer med dette rædselskabinet, så er de godt nok på afveje …

Det er nu cirka to uger siden, at jeg aflivede min Facebook profil, og jeg eksisterer stadig! På trods af Facebooks dystre advarsler om at jeg ikke længere ville kunne holde ”kontankt” (ja, det bliver ved med at være sjovt!) til mine venner, er det faktisk lykkedes for mig meget godt … Jeg har modtaget flere telefonopkald, et par sms’er, og én troppede endda op i levende live.  

Det slår mig nu, at brugen af Facebook afstedkom en mystisk social faktor; man satte sine venskaber på vågeblus. Ved hele tiden at have ”den lille kontakt” og overvåge hinandens gøren og laden, udskød man behovet for den egentlige kontakt – den nærværende én af slagsen.

Så at melde sig ud af Facebook, er åbenbart ikke det samme som at melde sig ud af menneskeheden; det kan jeg skrive under på. Jeg lever, jeg socialiserer, og jeg glædes over, at jeg ikke længere behøver følge med i mine venner og bekendtes toiletvaner …