Af og til forlyder det sig, at krimiforfattere føler sig forfulgt. Senest gik Anna Grue (forfatter af bl.a. krimiserien ”Den skaldede detektiv”) i en artikel på Litteratursiden 20/3 til modangreb, da en unavngiven litteraturredaktør havde udtalt, at krimiforfattere ikke havde noget interessant på sinde, og han derfor ikke gad tage på Krimimessen i Horsens (jeg vil så lige indskyde, at der også er uddelingen af prisen for årets danske horrorudgivelse, som skulle være værd at få med).

Grue opponerer imod, at man slår krimier over én kam, som noget der er ikke-litterært, sprogligt forenklet og ureflekteret – det ville være som at have læst ét digt, og så vurdere hele genren ud fra det, skriver hun. 

Det synes jeg nu ikke. Digte handler om meget forskelligt, krimier handler som regel om et mord og en opklaring, i tidens aftapning krydret med lidt privatlivspolemik, så vi som læsere kan identificere os.

Men ret skal være ret: Jeg læser ikke krimier. Jeg er startet på nogle af og til, hvis de af en eller anden grund skulle være sluppet ind i huset (jeg er gift), men har hver gang opgivet. Dog læser jeg meget i den gotiske og gysende afdeling, og af og til krydses der da bro over til det andet sted, jeg normalt ikke opholder mig så meget.

En forfatter som Daphne Du Maurier betager mig meget, og en af mine yndlingsforfattere, William Peter Blattys, efterfølger til Exorcisten, ”Legion” bliver f.eks. betegnet som ”supernatural crime thriller”, men kunne på sin vis lige så godt kaldes krimi.

Jeg tror dog IKKE, det er forfattere i denne boldgade, der skydes på, når førnævnte litteraturredaktør er ude med riven. Det burde være ganske åbenlyst (og det er her elefanten kommer ind i billedet) at der tjattes til den flodbølge af bogserier, bestsellere, pageturnere, femikrimier, whatever, der har skyllet stort set alt andet litteratur ned af hylderne det sidste årti. Det er fedt at være krimiforfatter … Lidt for fedt måske.

Skabelonlitteraturen, hvor vi har en opklarer (karrierekvinde, der også lige løser lidt mordmysterier i sin fritid, den udbrændte detektiv på flasken etc.), der bliver sat på sagen om ”et brutalt mord” og arbejder sig mod opklaring, manøvrerende mellem stereotype, elskværdige karakterer med små hyggelige excentriciteter, er opium til folket.

Branchen har afkodet, at det trætte, stressede folk har brug for eskapisme, og det skal ikke være for svært, så selvfølgelig skal de have, hvad de ønsker sig.

Nu udbryder du måske: ”Men det er da forfatterne selv, der bestemmer, hvad de skriver!”

Rigtigt nok, men branchen har udstukket linjerne for, hvilken type litteratur, der kan blive udgivet – så hvis du ikke bare vil producere til skrivebordsskuffen, er det fristende at finde den rette skabelon frem, og det er der så sandelig mange der gør. Og hvorfor ikke?? De sidste 10 år er stort set alt krimi jo blevet udgivet.

Jeg læste f.eks. et interview, hvor forfatterparret bag den storsælgende krimi, ”Svinehunde”, udtalte noget i stil med: ”Ja, vi havde aldrig prøvet at skrive noget før, så vi tænkte, at en krimi nok var det nemmeste at begynde med”.

Og et år eller to efter er de millionærer … Suk. Det kan godt være lidt nedtrykkende at læse, når man selv har arbejdet seriøst med forfatterhåndværket, siden før man fik hår på dilleren.

Så har de forfulgte krimiforfattere i virkeligheden en sag? Er det ikke okay at være lidt på nakken af folk, der først og fremmest ser det at skrive som en levevej? Og gør man sig ikke lidt dum med vilje, hvis man påstår, at den bramfri litteraturredaktørs udsagn var møntet på ALLE krimiforfattere og ikke bare dem, der er forretningsmænd (og -kvinder) frem for forfattere.   

For mig er det at skrive i hvert fald ikke et håndværk som at lægge fliser eller lignende – det skulle sgu gerne handle om passion, lyst og ikke bare en leflen for det trivi-hungrende, lille misfoster, der overtager vores krop efter en lang, stresset arbejdsdag.   

Så når Grue i sin opremsning af krimiens mange og alsidige afarter også nævner horror, må jeg sige nej tak. Jeg har som horrorforfatter ikke brug for at blive inddraget i det forsvar.

Nu siger du nok, at jeg skal passe på med at kaste med sten, når jeg selv bor i et glashus, ik’? For er det da ikke lige så nemt at skyde på horror …?

Nej … For man kan jo starte med at spørge sig selv: Hvem fanden begynder at skrive horror, fordi de gerne vil tjene penge?

Efter utallige opfordringer fra venner og bekendte, tog jeg i går ind og så Nicolas Winding Refns ”Drive” lige her på falderebet, inden den går på dvd markedet. Det skal nævnes, at jeg ikke har brudt mig særligt om nogen af Refns tidligere film, og mit indtryk af manden gennem diverse interviews er en noget arrogant og ikke nævneværdig kvik type – så derfor har jeg ikke haft vildt travlt med at komme ind og se den.

Men okay … den har vundet prisen for bedste instruktør på Cannes, er af magasinerne Total Film og Empire samstemmigt blevet kåret som årets bedste film, og så har jeg - som nævnt - nærmest ikke kunnet gå nogen steder, uden at folk har spurgt mig: ”Har du fået set Drive …?”

Så kombinationen af min antipati mod instruktøren og de enorme roser, filmen har modtaget, jævnede nok mine forventninger ud til et stade af neutralitet; jeg satte mig i biografsædet blank som det hvide lærred foran mig – klar til at modtage.

Mesterlig start, men så …

Filmen starter med en mesterlig scene, hvor filmens hovedperson (Ryan Gosling, omtales i filmen kun som ’Driver’) i en nattemørk metropol kører flugtbilen for to røvere – scenen er ganske enkelt spændende og visuelt betagende.

Med hånden dybt begravet i slikposen nåede jeg at tænke: Hmm … enten er Refn blevet bedre siden sidst, eller også har han fundet nogle virkelig gode samarbejdspartnere – for det her er cool.

Fornemmelsen af cool viser sig dog hurtigt at blive lidt for selvbevidst: Gosling render konsekvent rundt med en tandstik i munden og svarer nærmest ikke på tiltale. Vi skal tro på, at der bag stenansigtet og tavsheden gemmer sig noget dybere, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på Refns egen bizarre opførsel, når han bliver interviewet – åbnede man ham, ville man nok finde ingenting, og Refns sans for cool synes at dække over en kunstnerisk udørk – ligesom filmen ”Drive” desværre også meget hurtigt viser sig at gøre.      

Efter tyve minutter er vores kriminelle stenansigt, i en patetisk appel til vores følelser (hvis du var i tvivl, så lyt blot til det klistrede retro-firser soundtrack), blevet årets papfar for den kønne nabopige, Irenes, unge. Og Irene er tilmed en gift kvinde, der venter på at hendes mand kommer ud af fængslet.

Teenagers in love

Kærlighedshistorien mellem Driver og Irene (hun arbejder selvfølgelig på en diner, og så skal man jo hedde Irene) begynder at folde sig ud, og Refn sigter efter det greb, hvor det smukke ligger i det uudtalte; de to turtelduer står og glor fjoget på hinanden i minutter uden at sige noget – og på mig virkede det ganske enkelt umodent. Det virkede ikke som to voksne mennesker, der fandt kærlighed i en svær situation, men som en naiv teenageforelskelse – skrevet med al den know how om de store følelser, som Nick og Jay disker op med i deres landeplager.   

Ultravold!

Irenes mand kommer selvfølgelig – uundgåeligt kunne man sige – ud af brummen, og i hælene på ham en række ubehagelige gangstere, der slet ikke vil ham, Irene og den søde lille dreng det godt. Uden at afsløre for meget bliver Driver viklet ind i løjerne, og filmen tager en lidt sjov drejning og bliver en slags splatterfilm.

Driver viser sig nemlig at være en dræbermaskine, lidt som Bruce Willis i ”Die hard”, der kan dræbe alle, og med alle tænkelige genstande!    

Voldsscenerne går efter det lille adrenalinkick, der skal få os til at vågne op midt i en på alle måder kedelig film med et trivielt, fortærsket plot – men det virker ikke. Splat-niveauet er så ”over the top”, at det virker fjollet og påklistret og ville sømme sig bedre i ”Evil dead” filmene eller ”From dusk till dawn”.

For mange fejl

Ud over at karakternes udvikling – især Drivers forvandling fra apatisk chauffør, til familiefar, til kynisk dræbermaskine – er meget utroværdige, byder filmen også på et hav af ulogiskheder og nemme løsninger: Ledende gangsterchefer fører selv kniven, når det beskidte arbejde skal udføres, og de skumle bagmænd er opsat på at dræbe alt og alle så beskidt og støjende som muligt – Man skulle tro, at Refn gennem sin research til tidligere projekter om den kriminelle underverden, havde kunnet diske op med lidt mere realisme.

Samtidig er der et meget uudforsket sideplot, hvor gangsterne betaler en mindre formue, så Driver kan køres i stilling som racerkører til de store løb – på trods af at han ingen erfaring har med dette.  

Work of a fanboy

Det er tydeligt at se, hvad Refn sigter efter med “Drive”; Han prøver at balancere mellem det smukke og naive, næsten eventyragtige, kontra det ultrabrutale – men det bliver ikke andet end tegneserievold og en utroværdig romance mellem to papfigurer.

Refn trækker (tydeligt) på en bred vifte fra de sidste tredive års amerikanske filmarv. ”True romance”, ”Wild at heart”, ”Taxi driver” og ”A history of violence” kommer i tankerne, men hvor f.eks. Cronenberg evner at chokere med sin grafiske vold og implementere dybsindige overvejelser om det moderne menneskes forhold til vold og selvforsvar, falder det i Refns version til jorden med et brag. Og hvor Lynch evner at lave den eventyrlige og naive kærlighedshistorie (både i ”Blue velvet” og ”Wild at heart”) i kontrast til de mørkere og voldelige aspekter, er ”Drive” en rodebutik, der insisterende prøver at blande de to elementer som olie og vand uden emulgator.    

Dommen

”Drive” er ét stort rod af retromusik, splatscener, utroværdige figurer og alt for tydelige referencer til andre film. Mit syn på Refn er stadig det af en uselvstændig filmskaber, der ikke har meget på hjerte og mest bare prøver at være cool.  

Filmen er også überslick hele vejen igennem, men det er uærligt og prætentiøst; det er stil over substans, tomme kalorier.   

Og hvis der skal falde et par ord mere om den meget omtalte Goslings præstation, må min kommentar være, at han spiller som han altid gør. Ligesom i ”Lars and the real girl” og “Half nelson” går han rundt med halvt lukkede øjne, og man er af og til i tvivl, om han overhovedet er vågen.

Dont believe the hype. Hold dig væk fra ”Drive”. Det er virkelig to spildte timer.  

Lars Løkke er så småt begyndt at løfte sløret for, hvad det er, han vil bruge vores skattekroner på, hvis han får lov at beholde regeringsmagten.

Et nyt ministerium! Sig goddag til: ’MODERNISERINGSMINISTERIET!’ (ekko, ekko, ekko …).

Som jeg har forstået det, vil opgaven i det nye ministerium bl.a. være at højne kvaliteten i den offentlige sektor ved at finde pragteksemplarer rundt omkring i kommunerne og bruge disse som prototyper – selvfølgelig hånd i hånd med den offentlige nulvækst, regeringen har budgetteret med indtil 2015, ha, ha!

Jeg er lidt forvirret over Løkkes mission med Danmark: Først lancerer han stolt regionerne, disse lever strålende op til deres målsætninger, og derefter vil han grundløst afskaffe dem. Regionernes opgaver skal dernæst udliciteres til det private, og oven i det skal vi nu have endnu et ministerium til offentlig forvaltning?! Jeg har temmelig svært ved at se, hvorfor disse opgaver ikke kan lægges ind under social-, uddannelses- og sundhedsministeriet …!

Det er blevet beregnet, at nedlægningen af regionerne vil koste i omegnen af en milliard kroner, og hvad skal det nye ministerium koste? Jeg kan allerede nu forestille mig arbejdsgrupperne, der sidder og taster løs og fylder side op og ned med tomme ord om forkromede målsætninger.

Forklaringen på hele denne forvirring er selvfølgelig, at Lars Løkke er en mand besat af bureaukrati og statsstyring, og hans slingrekurs koster samfundet milliarder. Han er et hul, der suger vores skattekroner til sig, for hans ministerier og frem og tilbage med offentlig administration udmønter sig til absolut intet.

Hvad hjælper det at finde pragteksemplarer ude i kommunerne og derefter forsøge at ensrette efter dette eksempel, hvis der ikke følger likvider med? Der kan være en million forudsætninger, der bestemmer kvaliteten af en offentlig institution, og de er uforløseligt bundet sammen med budgettet.  

Lars Løkke anerkender ikke denne sammenhæng, for hans udgangspunkt er, at folk er idioter, der skal styres håndfast af statsnæven og begraves i rapporter fuld af tomme ord og urealistiske målsætninger, der ser så flot ud på papir, men ikke er en skid værd.  

Hvis der er noget, der er brug for i det offentlige er det flere hænder, ikke mere bureaukrati og ministerier.

Liberal Alliances Anders Samuelsen ynder i disse dage at føre sig frem som en moderne frihedskæmper, og det kan jeg ikke lade være med at grine lidt ad.  

For i min definition er en frihedskæmper ikke én, der kæmper for frihed for de få, og så endda på bekostning af andre – for det er præcis mekanismen, hvis man giver skattelettelser til cremen af det private erhvervsliv og barberer den offentlige sektor ned til et frimærke (eller for at tage et af LA’s eget tal 40.000 ansatte).

Hvad betyder ordet frihed i virkeligheden for Hr. Samuelsen?

Er den langtidsledige, der uden held søger på alle jobs, han kan finde, og hastigt styrer mod de maksimale to års dagpenge, fri …?

Eller hvis vi tager lidt længere væk geografisk: Er den fattige afrikaner fri? I Samuelsens verdensbillede lader det til, at omtalte afrikaner kan kigge langt efter mere ulandsbistand; i hvert fald hvis man skal følge logikken i følgende mantra sakset fra LA’s hjemmeside: ”Ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig.”

Kort sagt: er du født i Afrika, så er det bare tough luck; you’re just fucked.  

Forleden aften på tv blev Samuelsen bedt om at opsummere Liberal Alliances verdensbillede i én sætning, og frem kom det kryptiske: ”Frihed for Loke, såvel som for Thor.”

Som tegneseriefan genkendte jeg jo godt fyren, han snakkede om; det var jo ham, der var med til at forårsage ragnarok og anførte kaosmagterne på den yderste dag. Jeg sad dog og undrede mig lidt: Er det ikke meningen, at de skal prøve at skjule dekadencen?   

Der er et maskineri i gang lige nu, og det prøver at hindre din frie vilje og spille på din angst for forandring. Regeringen og Dansk Folkeparti har slået en tone an så propagandistisk, at man nok skal en tur til Nordkorea for at finde dens lige. Deres kampagner er simpelthen sunket ned på et så barnligt niveau, at det ærlig talt er ødelæggende for demokratiet.

Venstre sætter nu ind i slutspurten med store helsidesannoncer, der bebuder at Socialdemokraterne vil beskatte dig fra hus og hjem. Og fra sidelinjen kommer Dansk Folkeparti med egne advarsler.

I deres husomdelte tryksag kan det læses, at hver dansker som ”hygger sig” med en pakke smøger, nu vil blive beskattet, og når man sidder og ”hygger sig i weekenden med flæskestegen og lørdagsslikket”, vil de røde lægge enorme afgifter på alle de ”dejlige sager”. De, der har fabrikeret disse formuleringer, skulle for at sige det mildt have deres hoveder undersøgt, for vi kan vel hurtigt blive enige om, at kræft og fedme koster samfundet astronomiske summer. DF prøver ikke overraskende at tale til det laveste i mennesket, men jeg håber virkelig, at danskerne er kloge nok til at se igennem propagandaen og tage deres egen beslutning d. 15.

Venstres store kampagner om at de røde vil beskatte os med 27.000 mere årligt, er dog ligeledes forvirrende, for hvordan passer det med deres konstante argumentation om at oppositionen ikke kan finansiere nogle af deres løfter? Selv vil regeringen ikke hæve skatterne, men de har øjensynligt uanede likvider. Det giver simpelthen ikke nogen mening! Og som det før er blevet nævnt, må der være noget alvorlig galt med Claus Hjorths lommeregner.  

Uanset udfaldet af valgkampen, er den beskidte drejning, den har taget, en skamplet for venstre. Hvorfor skal tonen være så propagandistisk, usaglig og personlig, hvorfor kan det ikke bare handle om politik?

Det må være på grund af den unge tvivlergruppes anseelige størrelse, at der bliver terpet så meget liberal grundideologi i disse dage.

Og det er utvivlsomt første gang, at mange unge støder på begrebet om, at skattelettelser og lavere lønninger kan sparke gang i væksten. De tænker, at det var da egentlig meget smart, sådan havde de ikke lige vendt den før – lidt ligesom Joachim B. Olsen da han opdagede sammenhængen for et par måneder siden og valgte at stille sig op foran tv.

Misforstå mig ikke: Jeg vil slet ikke betvivle, at mekanismerne i en ren liberal finanspolitik kunne virke, problemet er bare, at maskinen VKO ikke har det fjerneste med liberalisme at gøre, og at dét fiktive statslige overskud, boostet til det private erhvervsliv skulle give, ikke er nogen som helst garanti for bedre borgerservice.  

For skulle et liberalt vækstinitiativ sparke gang i beskæftigelsen, skal afkastet jo altså investeres i flere hænder og ikke mere bureaukrati og blå luft. Indtil videre har valgsproget fra 2007 ”I kan både få skattelettelser OG bedre velfærd” kun medført forringede forhold på hospitaler og skoler, og har heller ikke ligefrem gjort vidundere for økonomien.  

Så ganske paradoksalt i denne valgkamp er, at både rødt og blåt hold fremlægger det, som om de er frelserne, der skal redde os ud af det rod, samfundet dog har udviklet sig til. To uvildige hold hoveder med hver deres redningsplan. Det glemmes bare lidt i hele forvirringen af forkromede valgløfter, at dem i det blå antræk er de samme hoveder, der har gjort så gevaldigt i nælderne. Ti år er lang prøvetid, og jeg evner simpelthen ikke at se, hvor den siddende regerings pludselig kvalifikationer skulle komme fra. Hvori består den nye recept? Og hvordan skal det samme hold slidte jakker dog redde os fra dem selv …?

I dag er Liberal Alliances Anders Samuelsen så endnu engang ude og fortælle, hvordan alle danske virksomheder vil flygte til udlandet, hvis vi ikke får sænket det skattetryk nu.

Men statistikken taler ham imod: Ifølge en undersøgelse som Danmarks vækstråd offentliggjorde i juni, er antallet af danske virksomheder, der flyttede job til udlandet, i perioden 2007-2010  steget 40 % sammenlignet med 2001-2006 (under VKO, der lige havde givet en skattelettelse i 2007??).  

Undersøgelsen viser også, at kun 2 % af de industrivirksomheder, der har flyttet job til udlandet, peger på skattebesparelser og lempeligere regler og administration som afgørende årsag til flytningen.

Ifølge undersøgelsen peger tre ud af fire industrivirksomheder i øvrigt på de høje danske lønomkostninger som hovedårsag til, at de flytter arbejdspladser til udlandet.

”Det vigtigste, vi kan gøre for at bevare job i Danmark, er at styrke uddannelsesniveauet og benytte os af den gode videns-infrastruktur, vi har skabt herhjemme,” udtalte økonomiprofessor Per Kongshøj Madsen i juni i år.

Skattetrykket som S, SF vil indføre er i øvrigt ikke højere end under Fogh, så mon ikke lige Samuelsen burde klappe hesten?

Hvis vi skal tro på statistik og eksperter, er den ansvarlige økonomiske vej fremad altså ikke flere skattelettelser, men investering i uddannelse, og så må bundlinjen i øvrigt være - hvis vi skal kigge på tallene - at der altid vil være nogle, der ikke vil være med til at betale gildet og søger billig arbejdskraft i udlandet. Dette er selvsagt forværret under krisen.  

Om det så er rød eller blå plan, man mener, der kan styre os bedst ud af krisen, må være op til den enkelte at bedømme, men intet peger på, at flere topskattelettelser ville få virksomheder til at holde deres arbejdskraft indenfor landets grænser.

Anden etape af regeringens valgkampagne ’Kig bag facaden’ er nu sat ind. I dag får vi at vide, at S og SF’s bebudede betalingsring omkring København kan komme til at koste hver enkelt bilist 18.000 kroner om året, og jeg synes, det kunne være lidt sjovt at se, hvordan de har regnet sig frem til det skyhøje tal.

I S og SF’s Fair løsning plan fremgår det rigtigt nok, at de vil hente omkring 2 mia. hjem ved en betalingsring omkring København.  

SF er citeret for at sige, at det vil svare til omtrent 25-30 kroner for at køre ind i København i myldretid og et lavere beløb i ikke-spidsbelastede perioder.

Økonomiske vismænd har regnet sig frem til, at godt 2,5 milliard kan hentes hjem ved 40 kroner i myldretid og 20 kroner i mindre spidsbelastede perioder.

Endelig er der Berlingske Tidende, der har lavet sine egne beregninger og mener, at bompengene vil være et sted mellem 25-50 kroner.

Det er så disse sidste tal – frembragt af en avis – som regeringen bruger i deres ‘Kig bag facaden kampagne’, og selvfølgelig vælger de det højeste, nemlig 50 kroner. Samtidig forudsætter de så, at man kører på arbejde 30 dage om måneden alle dage i myldretid (også søndag), og frembringer derved det magiske tal 18.000.

Og i regeringens kampagne mod S og SF’s politik glemmer de helt at fokusere på fordelene ved en betalingsring. F.eks. at komme af med de trængselsproblemer i København C, som nuværende K formand Lars Barfoed i 2009 gjorde opmærksom på, koster 11 mia. kroner årligt – dengang i salgstalen for den omkostningstunge og miljøbelastende motorring 5.  

Samtidig ville provenuet fra en betalingsring kunne give tiltrængt førstehjælp til et kollektivt trafiksystem, der under VKO kun er blevet dyrere og dårligere.  

Jeg synes, det ville være sømmeligt, hvis regeringen selv tog lidt ansvar for de trafikale problemer fremfor at bruge al deres krudt på deres barnlige kampagne mod S og SF.

Så besluttede VKO at begave os med endnu en gang manipuleret virkelighed. Denne gang en rapport fra undervisningsministeriet, der slår fast, at privatskoler simpelthen bare er bedre end folkeskolen. og man bliver endnu engang mindet om, at den forestående valgkamp bliver en stillingstagen til, om den offentlige sektor skal aflives eller have akut førstehjælp.

For selvfølgelig vil privatskolen sejre i en test, hvor karaktergennemsnittet på nogle af ministeriet udvalgte fag vurderes.

Folkeskolen er økonomisk udsultet, oversvømmet i bureaukrati og favner også langt flere socialt belastede elever, da det fortrinsvist er højindkomster, der har råd til privatskole.

I stedet for at pege fingre ad folkeskolen, ville det så ikke være bedre, at styrke den læreinstitution, der er for alle, så vi undgår en voksende analfabetisk underklasse?

Nej, ikke i den siddende regerings vision. Nu kan vi tælle dagene til, at de topper deres manipulerende bestillingsarbejde af en rapport af med flere læreplaner og forkromede målsætninger for 2020 - mens sparekniven svinges raskt i den anden hånd.

Regeringen påbegynder nu en skræmmekampagne rettet mod dem, der skulle gå og overveje at sætte sin stemme på rød blok.

Og budskabet er klart: Kommer Villy og Helle til magten, vil vi gældsætte os for en halv fantasillion!

S har allerede bebudet, at de ikke vil synke ned på venstres niveau og deltage i mudderkastningen, hvilket jeg synes er sømmeligt. Ikke mindst så politikerleden kan holdes på behørig afstand – så vi i september forhåbentlig kommer længere end sofaen.  

Til gengæld er der intet, der stopper mig fra at lave min egen skræmmekampagne mod blå blok. Here goes.

Hvis du stemmer på blå blok, får du følgende:

Flere besparelser i den offentlige sektor sideløbende med en styrkelse af det private.

Afskaffelse af regionerne og derved mere direkte statskontrol (velkommen til 1984!).

Forringelse af efterlønnen.

Mere kosteligt kontrolbureaukrati i den offentlige sektor.

Strammere udlændingepolitik som dikteret af DF.

Øget centralisering og flere spøgelsesbyer i udkantsområderne.

Kort sagt: gør dig klar til det privatiserede Danmark som spået af Fogh og Løkke i deres ungdoms skriblerier; hvor du kun er godt stillet, hvis du har råd til privathospital, -skole, og hvor de ældre og svage kan få lov at ligge i glemsel i eget skidt. Og læg til mine listede punkter at regeringen har haft maaange år til at styre os ud af en økonomisk krise, der kun bliver værre og værre for hver dag.  

Og min skræmmekampagne er ikke – som blå bloks – bygget på blå luft og trylletal, den er vurderet ud fra ti års praksis.