Den nyudnævnte integrationsminister Søren Pind udtaler til Information: ”Dansk kultur handler for den vigtigste part om tillid og frihed. Dér har vi på nogle områder trængt os selv tilbage i misforstået tolerance. Det er de senere år blevet forbundet med begrebet integration, og det er ikke holdbart. Der finder jeg udtrykket assimilation bedre.”

Til Søren Pind vil jeg gerne sige: ”Frihed må vel også gælde friheden til, at Danmark kan rumme et bredt spekter af sprog og værdier, religiøse som kulturelle. Og tolerance og tillid under VKO er vist så meget sagt. I de sidste 10 år har vi set mere og mere absurde stramninger af udlændingepolitikken (der har fået verdenssamfundet til at rynke på næsen), V og K’s sanktionering af O’s islam-dæmonisering og senest sagen om de statsløse palæstinensere, der har vist præcis hvor meget kærlighed integrationsministeriet rummer.

Til dem, der skulle være i tvivl om, hvad begrebet ”assimilation”, som Pind bringer på banen, dækker over, er det når en befolkningsgruppe kulturelt tilpasser sig en anden ved at opgive eller ændre sine religiøse eller politiske overbevisninger.   

Til kritikken af at bruge omtalte ord, siger Pind: ”Det er kun ord. Det, det handler om, er, at vi befinder os i en kulturkamp, hvor centrale dele af dansk kultur ikke må gå tabt.”

Søren Pind føler øjensynligt, at han befinder sig midt i en kamp, og vores gode danske værdier er ved at gå tabt på grund af indlemmelsen af nye kulturer i samfundet.

For mig lyder det som de samme kvalmende udsagn, man af og til hører fra DF’s mest reaktionære, mugbegroede væsner, der sidder nede bag i folketingssalen og kæmper for at holde gluggerne åbne.

At den danske salmebog skulle være truet, fordi man kan gå ned på nærmeste gadehjørne og købe en falafel, er direkte latterligt.

Men for min skyld må Søren Pind da hjertens gerne låse sig selv inde i et mørkt rum og skråle ”Jeg er havren” til den lyse morgen – jeg gider bare ikke høre på det lort.